PKF Munkebo Eriksen Funch
Nyheder

Home Nyheder Nyheder Lovforslag om medarbejderaktier

Have a question?

Nyheder • 2020-11-12

Lovforslag om medarbejderaktier

Skatteministeren har fremsat et lovforslag, der øger muligheden for tildeling af skattebegunstigede medarbejderaktier, når der er tale om en ny og mindre virksomhed.

Medarbejderaktier – gældende regler

Hovedreglen er, at medarbejdere, der tildeles aktier i arbejdsgiverselskabet mv., er skattepligtige af aktiernes værdi som yderligere løn.

Når en række betingelser er opfyldt, kan arbejdsgiveren tildele såkaldte skattebegunstigede medarbejderaktier. Det betyder, at medarbejderen ikke skal beskattes på tidspunktet for tildelingen af aktierne, selv om disse tildeles medarbejderen uden betaling eller til en lavere kurs end den reelle værdi.

De gældende regler om skattebegunstigede medarbejderaktier betyder, at et favørkurselement først beskattes, når aktierne sælges, og beskatningen sker som aktieindkomst i stedet for den højere lønbeskatning.

Favørkurselementet må højst udgøre 10 % af medarbejderens årsløn. Favørkurselementet må dog udgøre op til 20 % af medarbejderens årsløn, hvis arbejdsgiver tilbyder alle virksomhedens medarbejdere, at de på lige vilkår har adgang til at blive aktionær. Grænsen på 20 % gælder dog også, hvis adgangen til at erhverve aktier kun tilbydes mindst 80 % af selskabets medarbejdere. Udvælgelsen af de mindst 80 % af medarbejderne skal dog ske ud fra almene kriterier.

Lovforslag

Skatteministeren har fremsat et lovforslag, hvor den gældende grænse for favørkurselementet på 10 % (eller 20 %) af medarbejderens årsløn forhøjes til 50 %, når en række betingelser er opfyldt. De betingelser, der skal være opfyldt, er i hovedtræk følgende:

  • Arbejdsgiverselskabet har været aktivt i mindre end fem år
  • Arbejdsgiverselskabet må ikke drive virksomhed, som i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse
  • Arbejdsgiverselskabet har ikke haft mere end 50 ansatte i de seneste to regnskabsår
  • Arbejdsgiverselskabet har ikke haft en nettoomsætning, der oversteg 15 mio. kr., eller en balancesum, der oversteg 15 mio. kr. i de to seneste godkendte årsregnskaber
  • Medarbejderen må ikke på det tidspunkt, hvor aftalen indgås, direkte eller indirekte eje mere end 25 % af kapitalen eller råde over mere end 50 % af stemmeværdien i det selskab, som yder aktielønnen. Aktier, der ejes af nærtstående (ægtefælle, forældre, børn m.fl.), medregnes.

De nye regler skal efter lovforslaget gælde for aftaler om tildeling af aktier, købe- og tegningsretter til aktier, der indgås fra og med den 1. januar 2021.

See more Nyheder items